Græd
vagabond – når din sol går bag en sky -
FORFATTER: Ole Petersen
FORLAG: Herodaman ( I kommission hos Forlaget Underskoven)
ISBN: 978-87-92032-77-5
PRIS: 198,- kr. 206 sider. (udg. 2 nov. 2007)
ADRESSE: herodaman@mail.dk / tlf: 40 54 20 25
FLAPTEKST: Græd Vagabond – når din
sol går bag en sky er ikke en
sådan-redder-man-sit-liv-koncept-&-hurra-jeg-gjorde-det-OGSÅ-bog.
Den er helt anderledes moden og selvstændig og maner ikke
til efterligning, men til personlig eftertanke og
personligt valg. Og bogen tør godt være stilfærdig. Det er
stærkt og smukt.
BAGSIDETEKST: Ole Petersen er født I
Løserup på Tusenæs. Svajer, flaskedreng, messedreng,
tjenerelev, elektrikerlærling, skraldemand, opvasker,
postbud, klubmedarbejder, vicevært, jord-og betonarbejder,
minør, bygge- og landmålings-tekniker, tivolivagt,
erhvervsdykker, bygge- og projektleder, restauratør,
pilgrim, forfatter og senest forlægger er hvad som pryder
CV’et. Dette er hans første bog.
GITTA BECHSHØFTS ANMELDELSE:
Ole Petersens bog er en veritabel TOUR DE COMPOSTELLE på
små 3.500 km inklusive hoved- bi og afveje, stikveje,
omveje samt adskillige vildveje. Beretningen er baseret på
forfatterens notater, hvor ruten følges dag for dag. Hver
etape bærer en overskrift, navn på start og slutsted, antal
kilometer og den samlede distance tilbagelagt. Husk også
lige at bladre om til kortet over Spaniens land på side
204. Her findes ruterne markeret med etaperne i
nummer-orden. Enkelt og overskueligt, lige til at tage med
i rygsækken, hvis man skulle få lyst til at gå i
forfatterens fodspor!
So far so good....
Men tro nu ikke at det her drejer sig om en simpel
guidebog. Ole Petersens camino-beretning er snarere det
stik modsatte. I de første par kapitler skal han lige spore
sig ind på, hvad det vil sige at være pilgrim, stilen er rå
og usleben, men læseren vænner sig hurtigt til bogens
mangel på ”form” og sammen traver man så
derudaf med blikket rettet mod vandringens endnu fjerne mål
- Santiago de Compostela ved Verdens Ende.
Dagligdagen på ruten er levende fortalt. Af og til griber
man sig i at tænke at det her er ligegodt en tand for
harskt, men man hænger alligevel med et par kapitler endnu.
Så længe vor helt bliver på den klassiske pilgrimsvej, Via
Frances (rød rute no. 1-17), går det endda. Man lader sig
suge med ind i camino-energien og tilgiver ham, at han ikke
kan lade være med at gå kapgang med de andre (mænd) i et
tempo der gør, at inden han får set sig om er han forbi den
sidste kilometersten og står foran Jacobs-katedralen. I
mål. Og dog...
Efter en sviptur til fyrtårnet ved Verdens Ende vender den
nyslåede pilgrim tilbage til København. Men Via Frances har
ikke givet ham den fred i sjælen han søger. Han har det som
en kapsvømmer, der er kommet for hurtigt i land efter at
have været ude på de 1000 favne. Han må afsted igen, og
denne gang vælger han at udfordre Via de la Plata med
tilnavnet de tusind ensomme kilometer...
Som en sammenbidt viking på langtogt sydover, trodsende
alle velmente advarsler, begiver han sig i vej på endnu et
månedlangt vandreeventyr af den slags der slider nerver og
støvle-såler pergament-tynde.
I den spanske sommerhede, hvor termometret sniger sig op på
40 grader i skyggen, slår han ind på den grønne rute (no.
18-43) fra syd til nord, tværs gennem Spanien. Ingen andre
pilgrimme at se så langt øjet rækker. Dag efter endeløs dag
vandrer han, kilometer efter kilometer, gennem et øde,
næsten bibelsk landskab bestående af knas-tør jord,
afbarkede korkege og endeløse rækker af forvredne
oliventræer, på støvede veje hvor horisonten går i et med
solflimmeret. Læseren aner Don Quichote og Sancho Panchas
silhouetter som et fatamorgana mod aftenskumringens
orangerøde himmel, mens han humper efter pilgrimmen. Sammen
forsøger de at fastholde vandringens ”røde
tråd” , hvilket er lettere sagt end gjort, forholdene
taget i betragtning.
Landsbyen, han skimter ude i horisonten, åbenbarer sig som
en flække bestående af et dusin skæve stenhuse og en
halvgal køter med fråde om munden. En larmende stilhed slår
ham i møde fra de tilskoddede døre og vinduer. Det lokale
herberge er naturligvis lukket (der har ikke været en
pilgrim forbi de sidste tre måneder), så han snupper lige
ti kilometer mere oven i hatten, før han totalt udslidt
rykker ind på et nusset hotelværelse i næste by. Efter en
halv time i et koldt bad for at holde sammen på stumperne
af det, der engang var en ganske almindelig dansk mand i
midvejskrise, kommer han så meget til hægterne, at han kan
vakle ned i baren. Her indtager han den faste dagsration af
smertestillende piller og skyller efter med øl, rødvin,
cognac, dåsecola eller lunkent klor-postevand med gamle
isterninger i.
Sammenbidt takler forfatteren Andalusiens flammende
uendelighed. Henover tusinde solstegte mil med vædskende
vabler, forstrakte, forpinte muskler og gallopperende
solstik lægges hans værkende lemmer i stræk på landskabets
flade, solsprukne marterbænk. Han VIL ikke give op. Som en
anden Jacob ved foden af himmelstigen kæmper han med englen
og vil ikke slippe, før han får en velsignelse med på
vejen. Via de la Plata ruten kender ikke til nåde. Som i et
middelalderligt ridder-ritual lutres og renses bejlerne,
før de er værdige til at betræde det store camino-rum, hvor
egoet ikke længere kræver sin ret, selvet er blevet stille,
og tid og afstand forlængst er ophørt med at eksisterer som
forhindringer der skal overvindes.
I tredje forsøg lykkes det endelig pilgrimmen at finde den
røde tråd. Vandrestaven er knækket, læder-hatten er grøn af
ælde og sved, men viljen og Sct. Jacobs velsignelse leder
ham frelst igennem.
Puh ha, for en tur. I mig lever driften mod det yderste
Thule kun en svag skygge-tilværelse i mit køns urdyb. Jeg
var helt sikkert stået af længe før jeg gik i knæ i
febervildelse et sted i Extremadura. Og forøvrigt - hvad
forstår en kvinde sig på den slags riter der kun lader sig
gennemføre af rigtige mænd i flammende syv-mile støvler....
HOLA