kort: copyright© 2002-2008 by Internetworks
Ltd
Via De La Plata eller ”Sølvruten”
Webmasteren planlægger at gå en
del af ”Sølvruten” (fra Salamanca til Santiago)
i maj 09 og researchmateriale samt ”opdagede”
links stilles hermed til rådighed for medlemmerne. Hvis I
opdager fejl og mangler på denne side må I undtagelsesvis
kontakte ”webmasteren” Peter Glunz.
1.) Generelle beskrivelse af
ruten:
RUTA DE LA PLATA - lidt om en vej af sølv.
Af Pedro Lopez, København.
I sommeren 2001 vandrede jeg langs den
såkaldte Ruta de la Plata tværs gennem Spanien - fra Merida
i Extremadura til Santiago de Compostela i Galicien. Denne
artikel vil kort beskrive historien bag Ruta de la Plata,
og hvad der er tilbage af den i dag. I et andet nummer af
Pilgrimmen (forhåbentlig det næste) vil jeg skrive om min
egen tur...selvfølgelig garneret med gode råd og
usandfærdige - men spændende - beretninger. Skulle du have
lyst til at vide mere: pedrolopez@get2net.dk.
En gammel romervej.
Du kender sikkert pilgrimsruten Camino Frances. Enten har
du vandret rundt på den, eller også har du i det mindste
hørt om den...der er i hvert fald en grund til, at du
sidder med et nummer af Pilgrimmen i hånden. Du har sikkert
også hørt om andre vandreruter til Santiago de Compostela.
Ruta de la Plata - Sølvruten - er en af dem, og den var
oprindeligt en romersk vej, der forbandt den sydlige del af
Spanien med den nordlige. Selvom tidens tand har gnavet
godt og grundigt i den, kan man stadigvæk se bygninger og
rester af den originale rute fra dengang.
For lige at give dig en fornemmelse af, hvor ruten er
henne, så tag et kort over Spanien og sæt fingeren på
Sevilla (som romerne kaldte Hispalis), bevæg den opad mod
nord til Merida (Emerita Augusta), til Cáceres (Castra
Caecilia), til Salamanca (Salamantica), til Zamora (Ocelo
Duri) og stop så i Astorga (Asturica Augusta), hvor den
støder sammen med en anden rute, Camino Frances. Så har du
Ruta de la Plata, der snor sig nogenlunde parallelt med
landevej N-630 gennem Spaniens mest øde områder.
At samle et rige.
Rom var som bekendt så mægtig og stabil, at romerne var i
stand til at underlægge sig store landområder i Europa og
Nordafrika. Om romerne udbyttede eller civiliserede kan man
diskutere, men faktum er, at de bestræbte sig på at holde
deres rige sammen. De skabte med en hidtil uset teknologi
og effektivitet byområder inklusiv veje rundt om i Europa.
Ruta de la Plata var et af disse store projekter: En vej på
omkring de tusind kilometer, der skulle samle den iberiske
halvø ved at forbinde den sydlige del med den nordlige del.
Ved et så stort projekt var der intet, der blev overladt
til tilfældighederne. Vejen skulle være holdbar, trafikken
skulle glide hurtigt, og der skulle være adgang til
forsyninger. Man byggede den op til syv meter brede vej ved
at lægge sand, grus og sten i lag, så vind og vejr ikke
kunne underminere vejen. Til sidst blev der lagt en
overflade med flade, solide sten...vejen skulle helst holde
til tusindvis af fødder og hove.
Der blev desuden bygget "benzinstationer" med mellemrum på
25 romerske mil (ca. 40 kilometer), hvor rejsende - især
militær - kunne skaffe sig nye forsyninger som mad, drikke
og ridedyr. Ruta de la Plata gik trods alt gennem meget
mennesketomme områder, hvor man ikke lige kunne gå ned til
købmanden. Disse mellemstationer voksede sig mange steder
til de landsbyer, som man støder på undervejs på ruten.
Nogle voksede endda til større byer, som for eksempel
Merida og Salamanca, samt de andre store byer, som jeg har
nævnt.
Levn (og stemmer?) fra fortiden.
Nu er det godt og vel 2000 år siden, at romerne byggede i
Spanien. Selvom de fleste mellemstationer eksisterer som
byer i dag, er langt de fleste bygningsværker enten i
ruiner eller helt forsvundet. Enkelte steder er der dog
levn fra dengang.
Byen Merida, der ligger midt ude i Extremaduras ingenting,
og som jeg brugte som udgangspunkt under min vandring, har
mange velbevarede bygninger og sager fra dengang. Der er et
tempel, der er resterne af et forum. Merida har også det
bedst bevarede amfiteater i Europa...faktisk er det så
vedligeholdt at det stadigvæk bruges til musikopførelser.
Arkæologer har desuden gravet hele bydele frem, hvor man
blandt andet kan se gulvmosaik, som utroligt nok ikke
virker særligt slidt. Der er et lille coloseum, og i det
hele taget er Merida et mål for alle dem, der interesserer
sig for romertiden.
Det siger sig selv, at Ruta de la Plata ligesom Camino
Frances har en historie bag sig...en historie som
pilgrimmen kan genopleve i glimt, enten ved at gennemgå de
samme strabadser og opleve de samme steder som folk
dengang, men også ved at støde på de årtusindgamle rester.
På Ruta de la Plata er de første par hundrede kilometer
efter Merida fyldt med ruiner og andet guf. Pilgrimmen
støder på milepæle, der engang viste antallet af romerske
mil til næste forsyningsstation. Oplevelsen af Ruta de la
Plata bliver meget nærværende, når pilgrimmen enkelte
steder (i buskadset ved en mark med får) går på de
oprindelige sten fra den gamle vej.
Pilgrimmens største møde med romerne er dog i ruin-byen
Cáparra, der blev grundlagt kort efter Kristi fødsel og
blev forladt et par hundrede år efter. Cáparra var en
lille, men moderne romersk by med nogle hundrede
indbyggere, badstuer, et forum, templer, brolagte gader.
Det hele er væk, på nær de områder, som arkæologer har
gravet frem. Det mest velbevarede er en hvælving, der står
flot og højt i det bakkede landskab, og som er det perfekte
hvilested med skygge og kølighed for den trætte pilgrim.
Ruta de la Plata i dag. Obs: 2001!!! - der er sket
meget i mellemtiden
(webmasteren)
Selvom Ruta de la Plata ikke just er overbefolket af
pilgrimme (jeg mødte omkring 10 pilgrimme i løbet af 500
km), så har en flok ildsjæle og initiativtagere alligevel
sørget for, at ruten er afmærket med gule pile, som
pilgrimme kender det fra Camino Frances. Romerne var
flittige til at nedskrive mulige og umulige oplysninger,
som for eksempel hvor de forskellige stationer og byer
befandt sig, og ruten har derfor været relativt nem at
afmærke. Man har også kunnet bruge de arkæologiske fund som
et fingerpeg om, hvor vejen har ligget. Alt dette betyder,
at afmærkningen er gået gennem de autentiske områder, og
tilfældigvis er det også de mest øde områder i Spanien:
uendeligt store marker, naturreservater, bakkedrag,
bjergslugter og andet guf til den pilgrim, der er træt af
at se ud over danske marker med højspændingsledninger.
Der findes også herberge på ruten, men pilgrimmen skal ikke
forvente den luksus, som man kender fra Camino Frances: At
kunne gå i bad, lave sin egen mad eller i det mindste sove
i en seng. Pilgrimmen skal derimod være forberedt på at
sove på gulvet i landsbyens gamle skole eller andre usle og
som regel beskidte steder. Af og til, for eksempel i
Caparra, bliver pilgrimmen nødt til at overnatte i det fri
(medmindre han gider at vandre 40 kilometer på en
dag...hvor det steger 40 grader).
Alt dette, inklusiv ensomheden, er nok til at skræmme mange
væk fra at vandre på Ruta de la Plata. Der er ingen tvivl
om, at den er hårdere end Camino Frances, især om sommeren.
På den anden side er det her, at man kan få en meget intens
oplevelse...at finde sig selv, være i kontakt med naturen,
komme nærmere Gud, eller hvad man vælger at kalde det.
Lige til sidst: Hvor er alt sølvet?
Romerne kaldte Ruta de la Plata for "Iter ab Emerita
Asturicam", hvilket betyder "Vejen fra Merida til
Astorg"...tørt, men beskrivende. Men hvorfor hedder ruten
så det mere svulstige "Sølvruten" i dag? For der var jo
ikke sølvminer langs ruten. Det var heller ikke specielt
sølv, der blev transporteret langs vejen. Nogle har
foreslået, at ordet sølv beskriver vejens overflade, når
solen skinnede på de fint forarbejdede brosten. Andre giver
mere religiøse forklaringer...guld og sølv er i den
katolske kirke trods alt vigtige ingredienser i hellige
genstande. Den mere jordnære forklaring er dog, at navnet
opstod efter maurernes tilbagetrækning fra Spanien. De
havde givet ruten et arabisk navn - Balata (hvilket betyder
noget i retning af "Den brolagte vej"), og spanierne fik
navnet vendt og drejet til noget, der nemmere kunne
udtales, nemlig plata...sølv.
*
Via de la Plata - Sølvvejen. Obs: 2004!!! - der er
sket en del mere i mellemtiden
(webmasteren)
Af Niels-Simon Larsen.
Vandring på Via de la Plata er ikke for begyndere. Den
kaldes af nogle for 1.000 kilometers ensomhed. Den starter
i Sevilla og slutter selvfølgelig i Santiago de Compostela.
Herbergerne er forskellige, fra de fineste til de usleste.
Man går ofte "på taget af Spanien", med fantastiske
udsigter, op og ned ad bjerge ud og ind mellem korkegeskove
og vinmarker, flot, flot.
Vejen har gennem tiden haft mange navne. Det var romernes
vej, visigoternes, arabernes (mozárabes) og de kristnes.
For alle var det transportvejen mellem syd og nord af varer
herunder guld og sølv - og fra 1200-tallet, pilgrimsvejen.
I dag benævnes den asfalterede vej mellem Sevilla og
Astorga nr. 630, og den er på 600 km. Pilgrimsstien snor
sig i forskellig afstand langs denne hovedfærdselsåre, og
man har gjort sig store anstrengelser for at gøre den til
en rigtig "camino" både for trafikkens og for pilgrimmenes
skyld.
Caminoen lå sølle hen, indtil en ildsjæl i 1990'erne gjorde
en kolossal indsats for at genskabe den gamle pilgrimsrute.
Nu er lokalregeringerne meget interesserede i at være med,
og det bliver en kulturmæssig perle en dag, idet man
afdækker den romerske brolægning, hvor det kan lade sig
gøre, og lader stien gå over de gamle broer og tæt forbi de
gamle kirker. Også naturmæssigt er der store oplevelser.
Overalt ser man arkæologiske udgravninger. Herberger er
blevet indrettet i nedlagte klostre og kirker og gamle
stationsbygninger, som det er en nydelse at overnatte i
(15-20 euro).
Det ser ud til, at spanierne har erfaret, at den kulturelle
oplevelse er væsentlig for den moderne pilgrim. Når
hovedvejen mange steder ligger oven på den gamle
pilgrimssti, må man vælge en alternativ ruteføring, og så
kan man lige så godt gå efter natur- og kulturværdierne.
Jeg kan ikke sige andet, end jeg blev meget begejstret for
denne camino.
Jeg vil nu beskrive den vandring, jeg foretog i seks uger
fra 12/9 til 30/11 - 04, og den kan måske inspirere en og
anden. Først må jeg sige, at ruten ikke er for begyndere,
men det vil nok fremgå.
Vandreguider
Der er ingen på dansk. Jeg købte en engelsk, Alison Raju,
Via de la Plata, i Nordisk Boghandel i København. Den var
udmærket og kunne ligge i min baglomme. Det bedste, man kan
gøre, er nok at gå ind på pilgrimskontoret i Sevilla (spørg
på turisten) og købe den nye guidebog på spansk. Den er
omfattende og med gode kort, men desværre også tung. Hvert
år bliver der lavet en opdateringsliste med
overnatningsstederne, som er vigtig at have. På tysk er der
en meget detaljeret bog, også i lommeformat.
Transport
Jeg købte en enkeltbillet med Mærsk Air til Málaga, og tog
herfra toget til Sevilla. Her fandt jeg et billigt
hotel(hostal) i Santa Maria kvarteret, hvor der er mange af
slagsen.
Man må ikke snyde sig selv for den skønne by, en aften med
flamingo og slottet Alcázar.
Om man nu vil gå ud af Sevilla de første 13 km igennem
industri-kvartererne eller tage bussen, er en personlig
afgørelse. Jeg tog bussen, og stod så uden for Itálica, som
er en romersk ruinby, der virkelig er værd at gå rundt i.
Vejret
Via de la Plata, som også kaldes Sølvvejen,
går fra Sevilla i syd til Santiago de Compo-
stela i Spaniens nordvestlig hjørne.
Enhver der har rejst i Spanien ved, at temperaturerne slår
hårdt. Jeg havde sat næsen op efter 25 graders
sensommervejr, men kom ned til en måneds hedebølge, 40
grader i Sevilla og 35 ude på landet, og sådan fortsatte
det den første måned. Der var knastørt overalt. Det tog mig
en hel uge at vænne mig til varmen, og i begyndelsen var
jeg fuldstændig flad, når jeg kom frem om eftermiddagen.
Jeg hørte om nogle, der på pilgrimskontoret var blevet
advaret mod at gå turen pga. varmen.
Jeg syntes, det var interessant at lægge mærke til, hvordan
min krop langsomt vænnede sig til de nye forhold, og
hvordan musklerne blev trænet op, så jeg senere kunne gå de
lange strækninger på 30 og 40 km. Jeg skal måske lige
nævne, at jeg er 63 år.
Herbergerne
De er meget forskellige, fra de fineste til de mest usle.
Jeg tog dem alle med eller så på dem, inden jeg gik videre.
Jeg er ikke sart, men nogenlunde rent skal der være. Mange
er ubemandede, og så stempler man selv pilgrimspasset - og
putter lidt i donationsboksen. Andre steder bliver der
puslet om den trætte pilgrim, og man føler sig helt hjemme.
Det er måske ligefrem et privat hjem, og det er jo altid
interessant at opleve. I mange tilfælde skal man hente
nøglen hos en kontaktperson eller på en bar. Jeg
kombinerede hostal og herberg. Overalt følte jeg mig vel
modtaget.
Samvær
På nogle herberger ligger der en beretning, der hedder 1000
kilometers Ensomhed (Sevilla - Santiago). Det, synes jeg,
er en god benævnelse på denne rute, hvor jeg for det meste
var alene både om dagen og om natten. Somme tider mødte jeg
andre pilgrimme, og så var det nærmest, som man havde brug
for hinanden, og det var hyggeligt at spise aftensmad
sammen.
Nogle går sammen med andre, men hvis man ønsker at være
alene, er dette virkelig ruten, hvor det kan lade sig gøre.
Man kan gå i timevis uden at se et hus eller møde et
menneske. Den gode form for ensomhed, kan være svær at
finde i det moderne samfund, men her fandt jeg den.
Løse tyre og hunde mødte jeg ikke, og jeg følte mig ikke
truet på nogen måde.
Byerne
De er et kapitel for sig og ligger som perler på en snor.
Igen må man ikke snyde sig for dem. Der er mange dejlige
museer, der åbner Spaniens fortid for en. Zafra, Mérida,
Salamanca og Zamora er pragtfulde byer.
Har man ikke tid til at tilbagelægge turen i et stræk, kan
man tage den i etaper mellem de større byer, hvor det er
nemt at komme til og fra.
I træning
De fleste af os kaster os sikkert lige ud i opgaven. Vi går
nok ikke rundt derhjemme og øver med mursten i rygsækken.
Derfor er det vigtigt ikke at overanstrenge sig i
begyndelsen og tage en ekstra overnatning, hvis det
behøves. Det er dumt andet. Der er meget at lære om sig
selv: Hvor meget vand og mad skal man slæbe med om dagen?
Kombinationen af støvler, sandaler, sokker og påklædning i
øvrigt er også et lærestykke, og man er lidt stolt, hvis
man undgår problemer.
Caminoen
Man følger de gule pile ligesom ad Camino francés. Jeg
synes, at jeg var godt vejledt, selvom jeg nogle gange var
i tvivl. Om det så skyldtes, at jeg var uopmærksom eller
pilene ikke var holdt vedlige, skal jeg ikke kunne sige.
Blodet går selvfølgelig til hovedet, når man føler sig
fortabt, tja, hvad gør man, når man ikke rigtigt ved, hvad
man skal gøre? Det bliver også en del af turen.
Afstanden mellem overnatningsstederne varierer meget og
ændrer sig fra år til år. Jeg sad tit og kalkulerede med,
hvor meget jeg kunne gå eller om jeg skulle tage en
slapperdag før en lang strækning. Man er lidt på den, hvis
man ikke kan gå 30 - 35 km. Går man forkert bliver det
mere. Et sted tog jeg en taxa 20 km, da jeg syntes, at det
ville være for farligt at vove mig ud på en 40 kilometers
tur alene, i ensomt terræn og i 35 grader.
Man går ofte "på taget af Spanien", som der står i bogen.
Fantastiske udsigter, op og ned ad bjerge ud og ind mellem
korkegeskove og vinmarker, flot, flot.
Man passerer mange vandløb. De var tørre, da jeg var der,
men i regnperioderne kan der være problemer med
oversvømmelser. Også derfor er det en god ide at høre sig
for om vejen på pilgrimskontoret i Sevilla. Maj og juni
skulle være de smukkeste måneder med blomster overalt, men
selv i oktober var naturen betagende.
Hjemvejen
Jeg har tidligere gået ad Camino francés til Santiago.
Derfor tog jeg nu bussen fra Astorga østpå til Sangüesa og
gik i tre dage modsat pilenes retning til Jaca. Det var en
smuk tur over bjergene, hvor jeg havde de hvide Pyrenæer
for øjet hele den sidste dag. Da det ikke er ukompliceret
at gå mod pilene, er det ikke noget, jeg vil anbefale. Fra
Jaca tog jeg bussen til Barcelona, gik ind på Mærskkontoret
og købte en billet hjem til næste dag.
Personlige projekter
Jeg har her begrænset mig til at beskrive selve ruten. Den
anden del, de personlige oplevelser og tanker, har jeg
lavet en dagbog om på 22 A4-sider, hvor jeg også har indsat
mine akvareller. Hvis nogle har lyst til at læse den, kan
man skrive til mig på nedenstående adresse. Jeg tillader
mig at tage et beløb for den, der dækker
trykkeomkostningerne.
Niels-Simon Larsen
Irmingersgade 10, 2.th.
2100 København Ø.
*
2.) Hvorfor valgte vi ruten?:
Vi har kun tid til en ny Camino i maj måned her i 2009 (vi
gik vores første Camino Frances fra Saint Jean Pied du Port
i 2005 / se: www.glunz.dk) og ville ikke ødelægge vores
gode minder ved at opleve den samme Camino en gang til med
den øgede trafik siden 2005 (Kerkeling Effekt).
I lang tid har vi tænkt på at gå Nordruten. Men efter nogle
dages research var det klar for os at ”man”
ikke skal gå Nordruten i maj - efter en lang, våd og kold
nordisk vinter trænger vi absolut til lidt forår og varme -
så derfor ”faldt” vi for
”Sølvruten” men med start i Salamanca (hele
ruten er jo 1.000 km lang) så vi burde få tid til at gå til
Cap Finisterra denne gang fordi jeg har lovet min kone
”at gå til verdens ende” med hende - og i 2005
var vi nødt til at tage hjem efter 3 dage i Santiago fordi
Carina faldt uheldig 3 dage før ankomst til Santiago og
trykkede et ribben, som gjorde at hvert åndedrag blev
forbundet med smerter. Men nu skal det være...
Vi ser frem til en ny Camino i forårsvejr med masser af
blomster og en lunt blæst, som nogle links lover...
*
3.) Nogle gode
links vedr. sølvruten: (med opdateringstidspunkt og
sprog)
+.) fra 2008 - på dansk: beskriver kun den
sidste del som drejer mod vest lidt efter Zamora -
billeder fra Camino Sanabrés
a.) fra 2007 - på tysk: fra Salamanca til
Santiago, med mange detaljeinformationer
b.) fra 2008 - på tysk: fra Sevilla til
Salamanca, dagbogsider
c.) fra 2007 - på engelsk: ganske udmærket
”allround-information” med mange billeder
for hver eneste dagsetape
d.) up to date - på engelsk: med bykort og
andre ”turist”-informationer
e.) Bus- og hotelreservering - på engelsk:
ganske praktisk til planlægning af busrejser,
afgangstider og priser