På sporet af Peder Kæller - Nordiske pilgrimme i det Hellige Land af Gitta Bechshøft, Jerusalem 1999. Sort hvide illustrationer. A 4 format. 136 sider. Eget forlag. Pris: 100 kr + porto. Henvendelse: Tlf 40811217 Email: gitta@skydebanen.net
Forfatternes introduktion: "På Sporet af Peder Kæller er skrevet med henblik på danske rejsende der besøger de hellige steder i Israel. Igennem tre år har jeg samlet materiale og information vedrørende dette emne, og min bog er et mindre udvalg af hvad dette store interessante emne kan byde på. Det er mit håb - på et senere tidspunkt - at få udgivet en udvidet udgave, hvori også medtages rejseruterne samt nøjere beskrivelser af pilgrimsmålene i det hellige land. Det vil dog være for vidtløftigt, og også for dyrt at publicere det privat.
NB: Alt hvad der hedder kildeangivelser osv. vil kunne indhentes efter henvendelse til forfatteren. Kopiering og anden mangfoldiggørelse bør ikke finde sted. Forfatteren forebeholder sig alle rettigheder til at udgive endnu en bog under samme titel.
På Sporet af Peder Kæller er blevet solgt til mange af deltagerne i div. grupperejser til Israel, samt til andre læsere her i Danmark og Norden. Den er trykt i Jerusalem 1999. Teksten er på dansk med sort/hvide illustrationer fra gl. Manuskripter, kort etc.
Jeg har skrevet den af egen interesse for emnet, og fordi mange af mine gæster under rejsens forløb har ønsket at få yderligere oplysninger om tidligere tiders rejsende, ikke mindst danskere, der selv har været på pilgrimsfærd gennem tiderne. Arbejdet med at samle informationer og sætte det hele sammen har taget et par år, men det har rigeligt været umagen værd.
Jeg, Gitta Bechshøft er forfatter, grafisk kunstner, foredragsholder samt aut. turist guide i både Danmark og Israel. I sommermånederne (maj, juni, juli, august), har jeg specialiseret mig i at guide Israelske turister i København og Nordsjælland, idet jeg som en af de få i Danmark har licens til at guide på hebraisk.
I Forårs og efterårssæsonen har jeg gennem en del år arbejdet i Israel (bopæl i Jerusalem) som aut. Guide. Jeg har hovedsagelig beskæftiget mig med danske menigheds og grupperejser. Jeg har også guidet individuelle vandreture i den gamle by i Jerusalem på henholdsvis dansk, engelsk og hebraisk, men grundet den ustabile politiske situation og deraf følgende manglende turisme har jeg valgt at blive i Danmark indtil videre."
Anmeldelse af Henrik Tarp, (Sorø) i bladet Pilgrimmen: På Sporet af Peder Kæller, Nordiske pilgrimme i det Hellige Land, er faktisk et digert værk på 136 tætskrevne A4 sider, udgivet på eget forlag. Gitta Bechshøft, som er autoriseret turistguide i Israel og Danmark, her virkelig sat sig ind i stoffet. Hun kommer vidt omkring, men holder hele tiden fast i tråden, hvad angår de nordiske pilgrimme.
Som overskriften viser, drejer det sig i udpræget grad om pilgrimme til det Hellige Land, også al den stund, at optegnelser om nordiske pilgrimme til Santiago er sparsomme, men hvor det har været muligt at finde stof desangående er det med.
Vi bliver præsenteret for tidlige rejsedagbøger og middelalderforfatteres skriverier om det at rejse til Jerusalem. Alt i alt interessant læsning, for den der har særlig interesse i dette stof.
Gitta Bechshøft har meget fornuftigt delt bogen op i tre hovedkapitler. Før korstogene, under korstogene og efter korstogene sluttende med rejsebeskrivelser fra det nylig forgangne århundrede. Der er mange detaljer at fremhæve. En som jeg synes er vældig oplysende at læse om, var hvorledes pilgrimmene organiserede sig og fik skibslejlighed før det sidste stræk fra Italien eller Frankrig til Palæstinas kyst. Det er dog kun et enkelt eksempel på de mange famtuelle oplysninger læseren bliver præsenteret for i dette værk.
Illustrationerne er velvalgte og passer godt til teksten. Bagerst findes en fortegnelse over dem alle. På lignende måde kunne man have ønsket en litteraturliste, for den der ønskede at læse de anvendte bøger til ende.
Et lille hjertesuk til sidst. Gitta Bechshøft bruger "I", altså subjektspronomen overalt i teksten, og det gør det forvirrende at læse til tider, fordi man uvilkårligt leder efter et verbum, som ikke er der, fordi der skulle have stået "i". Bogen kan anskaffes ved henvendelse til forfatteren. I øvrigt arrangerer Gitta Bechshøft pilgrims rejser til Jerusalem, og med bogen in mente kan det kun ende op med velplanlagte og historisk interessante rejser.