Foreningen af Danske Santiagopilgrimme

www.santiagopilgrimme.dk


Litteratur:

På apostlenes heste. En pilgrimsvandring fra Djursland til Santiago de Compostella.

Forside

På apostlenes heste. En pilgrimsvandring fra Djursland til Santiago de Compostella. Af Børge Jacobsen og Rie Pedersen. Forlag: Books on Demand. GmbH, København Danmark. (www.Bod.dk). ISBN: 87-7691-047-4. Pris: 198 kr. Bogen kan bestilles enten over nettet på forlaget, Books on Demand. Eller med rabat direkte fra forfatterne. Tlf: 86 33 61 68 / email: pilgrim2@jubii.dk

Bagsidetekst: "Tænk at være faret vild, ikke at kunne genkende noget som helst, mindre end ti kilometer fra mit hjem ! Hvordan skal jeg oerhovedet få vandret de resterende 3500 kilometer, der ligger foran mig?"

Så drastisk begynder vandringen for Børge Jacobsen, én ud af de tusind danskere der hvert år drager på pilgrimstur. Men han har valgt at tage apostlens heste hele vejen fra Djursland til Santiago de Compostella i Spanien. Som mange andre har han en drøm om frihed og fordybelse: at komme væk fra hverdagens stress, finde ind til de dybere lag i sig selv og få en inderligere kontakt med det spirituelle. Bogen skildrer udlevelsen af denne drøm: Pilgrimsturens op-og nedture, og hvad der sker med sindet under så lang en vandring.

Bogens forord: De seneste år er det blevet rigtig populært at begive sig ud på stadig længere pilgrimsrejser til fods. Men at gå en lang pilgrimstur er et radikalt valg, der række ind over både nutiden og fremtiden. Det kræver en længere forberedelse, og man kan tit have lyst til at snakke med nogle, der har prøvet det, spørge, hvad de har oplevet undervejs, hvordan man planlægger en tur, hvad man skal have med, hvad der skal ske bagefter etc. Etc.
Denne bog skal ses som et forsøg på at besvare nogle af disse spørgsmål. Selv om hver enkel pilgrimsrejse er unik og meget personlig, ligger der bagved nogle mere generelle træk, som vi vil forsøge at indkredse via en personlig beretning.
Bogen er blevet til på baggrund af Børge Jacobsens dagbog, som Rie Pedersen har redigeret og omskrevet i tæt samarbejde med Børge. Vores formål med bogen har ikke været at lave en længere kulturhistorisk udredning af steder undervejs, det kan findes i forskellige guidebøger. Vi vil heller ikke missionere for én bestemt religiøs holdning. Blot vise et helt almindeligt søgende menneskes oplevelser, refleksioner og motivationer undervejs, kort sagt en moderne pilgrims tur.
Måske vil nogle læsere have gavn af først at læse tillægget bagerst i bogen, hvor riten bag en pilgrimsrejse gennemgås. Det kan lette forståelsen af bogens opbygning og oplevelserne undervejs. Kapitlerne er ikke delt op i underafsnit, i stedet har vi i indholdsfortegnelsen kronologisk nævnt markante afsnit under hvert enkelt kapitel. Mange af disse afsnit er vigtige elementer i en pilgrimsvandring eller betydningsfulde steder undervejs. Hvert kapitel indledes med en opsummerende note fra dagbogsoptegnelser eller mails, de står altid i kursiv. Forrest i bogen findes et kort over vandreruten hele vejen gennem Europa til Santiago de Compostella. I håb om, at disse valg vil give læserne både en oplevelse og noget brugbart information, ønsker vi rigtig god læselyst.
Skovgårde, september 2005, Børge Jacobsen og Rie Pedersen.

Gitta Bechshøfts anmeldelse: Jeg har læst Børge Jacobsens bog med stor glæde og opmærksomhed. Bogen er både velskrevet, velkomponeret og meget oplysende på en dybt personlig måde. Den lever i enhver henseende op til forfatternes hensigtserklæring i forordet som er citeret herover. Børge Jacobsen er den tredje dansker der har vandret de over 3.500 kilometer fra Damark til Spanien i moderne tid, dvs. efter reformationen. Hvor mange danske der gik ad denne rute tidligere er der intet tal på, og vi kender kun nogle ganske få af dem ved navn. Ingen rejsebeskrivelser eller dagbøger har overlevet og vi ved intet om deres strabadser undervejs.

Pilgrimsruterne forgrenede sig ud over Europa som et stort edderkoppespind, og en af spindets lange forankringstove gik op langs Jyllands højderyg, Hærvejen. Børge Jacobsen følger dermed allerede fra starten det spor, der går helt tilbage til middelalderens katolske pilgrimme. Han har forberedt sig på sin vandring igennem meget lang tid og udover alt det timelige har han også deltaget i bøns- og meditationspraksis. Han føler sig godt rustet til mødet med det store rum, han nu træder ind i, for i pilgrimmens verden er der højt til loftet - i ordets bogstaveligste forstand.

Mange steder i bogen beskrives i fine detaljer den forandring, der finder sted med Børges indre verdensbillde. Han tegner et smukt (og for den "uindviede" læser håndterbart), billede af en ny feminin følsomhed der en gang imellem næsten tager pusten fra ham, særlig når han besøger de mange gamle kirker, hvor han sidder i stilhed og mediterer, før han begiver sig videre.

Efter mange måneders vandring og strabadser, morsomt og anekdotisk beskrevet, når vandringsmanden endelig sit mål - Jacobs grav. Han fortæller om mødet med byen, pilgrimsritualerne og rutens sidste etape, vandringen til Kap Finisterra - Verdens Ende, før han atter sætter kursen mod nord. Børges egen vandring er slut. Den vil uden tvivl inspirere andre. Og hvem ved, måske vil han om nogle år kunne møde små grupper danske pilgrimme på vandring mod et mål 3.500 kilometer mod syd ved Atlanterhavets stormomsuste klippeskær, så den gamle pilgrimshilsen ULTREIYA atter kan lyde fra Djursland til Santiago de Compostela.

Om forfatterne:

Børge Jacobsen: Født 1957. Uddannet økologisk landmand og tømrer. Arbejdede en årrække på et værested for sindslidende. Har gået turen, skrevet dagbogen og redigeret bogen.

Rie Pedersen: Født 1952. Cand. Mag. Freelance underviser, journalist og forfatter. Arbejdede en årrække på Danmarks Journalisthøjskole som lektor i sprog og fortælleteknik. Har skrevet og redigeret bogen.


Luk vinduet

Gå til forsiden