Rejsen til Jakobsland af Tue og Bodil Gad, Wormianum, 1975, ISBN 87-85-160-369, 181 sider. Kan kun lånes på biblioteket.
Gitta Bechshøft skriver: Den "klassiske" bog på dansk om vandringen langs "Stjernevejen" til Santiago de Compostella. Bodil og Tue Gad vandrede til Santiago de Compostella i midten af firserne, før pilgrimsvejen for alvor blev kendt og populær blandt danskere. De har skrevet en udførlig bog om alle de religiøst-historiske aspekter af denne lange vandring. Enhver der idag påtænker en tur til Santiago de Compostella, hvadenten det er til fods eller med køretøj, og som vil ha' historien med i baggagen, vil finde Rejsen til Jacobsland en guldgrube af interessante oplysninger. Bogens indholdsfortegnelse viser hvor stort et emneområde den dækker. Også selvom den er på mindre end 200 sider. Først beskrives begrebet "Stjernevejen". Dernæst et kapitel om pilgrimsvandringens symbol: muslingeskallen - eller ibs-skallen som den kaldes på dansk. Så fortælles der om St. Jacobs bog og om opdagelsen af St. Jacobs grav engang i 800 tallet. Derpå følger et kapitel om den historiske person apostelen st. Jacob, en af Jesu disciple. Beretninger om de første pilgrimme følges op med rutebeskrivelse og oplysninger om rejseforholdene, samt de rejsebeskrivelser der stod til pilgrimmenes rådighed. Den politiske baggrund behandles, ligesom der udredes for riddersagnene og Rolandkvadet. Tilslut refleksioner over hvad en "pilgrim" er, og hvad begrebet "bodspilgrimme" indebærer. Dertil kommer appendix om Santiagokirken, noter, bogliste og billedfortegnelse ...
Tue og Bodil Gad glemmer heller ikke de middelalderlige danske pilgrimme, og både Peder Kæller fra Esrom Kloster, Jon fra Sorø og Hellig Anders fra Slagelse får et ord med på vejen. De bringer i letlæst form en rigdom af oplysninger som den nysgerrige historie- og religionsinteresserede moderne læser kan fordybe sig i, og reflektere over inden han selv begiver sig i vej. Rejsen til Jacobsland skal ikke læses som guidebog, men som en kulturel indfaldsvinkel til begrebet pilgrimsrejse. Desværre kan denne dejlige bog ikke længer fås i handelen, den er forlængst udsolgt, og de eksemplarer jeg har lånt på biblioteket bærer præg af flittig og langvarig brug - hvilket jo kun kan glæde forfatterne.
Danmarks radio bragte engang (sidst i 80erne?) nogle rigtig fremragende udsendelser hvor Tue og Bodil Gad fortæller om deres vandring. Desværre har jeg ikke disse bånd længere, men hvis man vil lytte til udsendelserne kan man prøve at kontakte DR - måske kan de hjælpe med at finde frem til dem ?