Foreningen af Danske Santiagopilgrimme

www.santiagopilgrimme.dk


Litteratur:

Camino-vandring for begyndere. En letvægtsguide.

Forside

Bagside

Camino-vandring for begyndere. En letvægtsguide. 30 dage og 800 km med rygsæk på pilgrimsruten I Nordspanien. Forfatter: Simon Graves. Forlag: SIESTA/ Filmbyen 21, 4., 8000 Århus C - www.siesta-forlaget.dk - tllf: 87 42 60 00. ISBN: 978-87-91822-23-0. Pris: 139 kr. Størrelse: 12 cm bred x 18 cm høj.

Bagsidetekst: "En helt oppe I skyerne-vandring. En bog for alle, der på krop og sjæl har lyst til at mærke frIheden på den lange vandring. 120 sider med fotos og kortskitser i sort-hvid. Soft cover."

Flaptekst: "Camino-vandring for begyndere er en ny guidebog for dem, der spekulerer på, om 800 km pilgrimsvandring er for barsk eller giver oplevelser og balsam for livet. Simon Graves søgte selv efter bøger, som kunne stimulere ham på hans første lange vandring, men fandt dem ikke og har derfor selv skrevet denne lommeguide, som er overbevisende og anvendelig for enhver, som overvejer udfordringen med 30 dage med rygsæk."

Forlagets forfatterprofil: "Simon Graves (f. 1946) er oprindeligt uddannet elektriker og har siden arbejdet med en række forskellige jobs, der til tider har været stressende. Han havde planer om at forsætte arbejdet, indtil han rundede de 62, men til sin egen overraskelse gik han på efterløn i maj 2006, hvor han gik pilgrimsruten i Spanien. Da han kom hjem var tiden inde til at fortælle sin historie, hvilket resulterede i Camino-vandring for begyndere."

Indledning:
Livet er en lang rejse
Kun to ting er sikkert
Man ved ikke, hvornår den slutter
Og man kan ikke lave den om
- men man kan ændre reting undervejs!

Bogen er tænkt som en letvægtsguide med rutekort, refugieoversigt og en vandring med praktiske oplysninger. Konklusion til sidst, også pakkelisten bliver analyseret, passede valget?

Gitta Bechshøfts anmeldelse: Simon Graves begynder sin letvægtsguide med nogle historiske oplysninger om pilgrimsruten og Sankt Jacobs levned og død. Oplysningerne er iflg. bogens formål kortfattede.

Simon Graves fortæller kort om baggrunden for sin pilgrimsvandring, der falder sammen med sygdom i familien, for høj vægt og for lavt kondital. Han ser pludselig sin egen dødelighed, livets usikkerhed og skæbnens luner i øjnene, hvilket et et ganske godt argument for at begive sig på en pilgrimsvandring.

Efterfølgende giver forfatteren nogle gode råd om planlægning og fortsætter derefter med en dag for dag rutebeskrivelse fra d. 31 maj 2006 og frem til 30 juni hvor han når ud til Kap Finisterra. Bogen er udformet som en praktisk rutebeskrivelse med personlige dagbogs-kommentarer, der giver den nybagte vandringsmand m/k fornemmelsen af stemning og lokale forhold undervejs. Hver dag indeholder start og slutsted, kilometerangivelse samt højdekort. Ligeledes bringes en liste over mulige overnatningssteder. Beskrivelsen er ligetil og jordnær. Det fornemmes tydeligt at indtrykkene er samlet op undervejs, med autentisk pilgrims-dagbogs stemning. Venner, mad, vejr, rutens beskaffenhed samt strø-tanker af mere åndelig karakter, præsenteres mellem hinanden. Bagest i bogen er tilføjet betragtninger om praktiske foranstaltninger så som FODTØJ, MAD og VAND, samt TRÆNING og medfølgende erfaringer. Der findes også en PAKKELISTE med bemærkninger. Bogen giver links til De Danske Santiagopilgrimmes hjemmeside, oplysninger om erhvervelse af pilgrimspas og andet nyttigt. Listen sluttes med et RESUME af turen på caminoen herunder konklusion og refleksioner. Til allersidst bringes en udførlig refugie-oversigt som læseren kan supplere med de seneste lister der opdateres og publiceres hvert år i utallige udgaver langs ruten, samt på pilgrimmenes hjemmeside ...

Alt i alt ikke så ringe når man tager bogens rygsæk-lomme-format og minimale vægt i betragtning. Jeg vil dog nok anbefale at man supplerer oplysningerne med et grundigt besøg på pilgrimmenes egen hjemmeside, samt evt. også erhvervelse af den mere udførlige guidebog af Henrik Tarp, som også er anmeldt her.


Luk vinduet

Gå til forsiden