af Henrik Tarp, Sorø
Det er mig endnu en glæde at byde velkommen til så mange fremmødte. Vi er næsten 50 tilmeldte og det er som de foregående år flot, taget i betragtning at vi alle bor så spredt. Det forgangne år har været hektisk på mange områder.
Azofra har været på manges læber. Ikke kun bestyrelsens, men også mange medlemmer som har ringet. Vi har jo som bekendt de sidste tre sommer hjulpet til - ja faktisk passet og hjulpet refugiet økonomisk i Azofra hele juli og noget af august måned. Det har for alle, der gad påtage sig tjansen, været en stor oplevelse på alle områder. Hårdt arbejde, men også uhyre givende.
Denne hospitalerofunktion, som vi har praktiseret skulle jo gerne have fortsat, men samtidig, at vi også forbedrede forholdene for vores udsendte. Det mindste vi her lagde op til, var eget værelse og et lille køkken. Udelukkende for at man kunne trække sig tilbage og have en lille smule privat fred.
Som soverum havde vi hvert år brugt det gamle rådhus - eller Paradoren - som Gunnar kaldte det, og vi formåede da også efterhånden bystyret til at lægge el og lys ind, så man ikke ravede rundt i mørke. Men der var ingen vand og toilet - lidt uheldigt, når vi er del som er lidt op i årene, og som gerne skal ud i hvert fald en gang om natten. Da borgmesteren med tiden blev mere og mere uvillig til at lade os sove netop der, kunne vi godt se at en anden løsning måtte findes. Jeg skrev derfor allerede i januar i år til Vega, som er indehaver af en bar og kender alle i byen, om hun kunne hjælpe os med overnatning. Vi hørte aldrig noget.
Så skrev jeg til præsten - den nye - for om han kunne hjælpe os. Præsten (der i parentes bemærket) ikke bor i byen, har faktisk en treværelses lejlighed med alle faciliteter. Jeg forespurgte om vi mod behørig leje kunne bruge denne lejlighed, når vi havde folk i Azofra. Efter 2 måneder kom et meget kryptisk brev. Han begyndte brevet med, at Marias broder havde været syg, men nu var i bedring. Maria 73 år passer refugiet og sin broder. Dernæst at bystyret havde planlagt at bygge et refugium på 60 senge - det havde vi hørt om før, men ikke at det skulle være konkret - og så til sidst at han ikke mente at der var brug hjælp i refugiet. Beskeden var tydelig - Maria kan godt klare det alene. Det er sikkert sandt men vi ved at det bliver vanskeligere og vanskeligere for hende og ikke mindst efter at broderen er blevet syg. Fristen var for kort til at finde et andet refugium, hvor vi kunne tilbyde vores hjælp, så i 2002 måtte vi henvise interesserede til Granon, hvor den lokale jesuitterpræst står for fordelingen af pilgrimme på de omkringliggende refugier.
Og for nu at blive ved refugier. På mailen kommer et tilbud om at vi kan købe et refugium i Tricastela. Det lød interessant - men vi har jo ikke penge i den størrelsesorden i foreningen - men trods alt gik vi videre, for man kunne jo aldrig vide. Personligt kendte jeg refugiet ganske godt. Placeret 130 km fra Santiago på et knudepunkt med et offentligt refugium på kun 22 senge var det ganske perfekt. Refugiet desuden oprette i et gammelt galisisk hus med charme og stil. Moderne indrettet med egen lejlighed til tre hospitaleros og 38 senge, køkken, vaskemaskiner etc. Perfekt for den moderne pilgrim. Pris 1,7 million - Vi skød det til side. Og alligevel. Man skal ikke sælge skindet før bjørnen er skudt. I juli kørte jeg forbi for at tale med ejeren. Jeg havde aftalt over mail at jeg ville komme. Desværre var han forsinket, men jeg fik en snak med damen der stod for refugiet til hverdag. Der var faktisk så meget at lave, at hun fik hjælp af sin mand. Jeg spurgte om de var interesseret i hjælp om sommeren. Hun var, men hun skulle jo tale med ejeren. Da jeg kom hjem lå en mail fra ejeren at vi var velkomne til at hjælpe. Dvs altså sige, at vi igen har et sted hvor medlemmer kan hjælpe om sommeren, såfremt nogen ønsker at give et nap med for at hjælpe pilgrimme. Og oven i hatten under ordentlige forhold. Tilgangsforholdene er også gode. Flyve ind og ud af Santiago og så "kun" 130 km til Tricastela. Her kunne Foreningen måske træde til på en eller anden måde, men det vil I høre om ved en senere lejlighed. Ønske om at hjælpe vil også kunne ske over vores hjemmeside.
Som de fleste af jer sikkert har bemærket er Pilgrimmen, vores medlemsblad, lagt på nettet, som man siger. Det var en af vores hurdler i år. Gunnar Christensen, som har været vores redaktør siden foreningens start måtte desværre sige hvervet fra på grund af sit normale arbejde. Det havde alle fuld forståelse for, fordi det at producere et foreningsblad er en større opgave end som så. Vi takker Gunnar mange gange for det arbejde han gjorde for bladet og. På et senere bestyrelsesmøde, hvor alle der er tilknyttet bestyrelsen, var indkaldt drøftede man denne nye situation indgående. Ingen havde på det tidspunkt tid til at overtage Gunnars hverv, hvorfor vi blev enige om, indtil videre at lægge alle indkomne artikler ud på internettet. Vi betragter stadig denne løsning som en nødløsning og er fortsat i gang med at finde den optimale betalbare løsning for igen at kunne udsende et blad op til to gange årligt. De første sonderinger landede på en udgift af ca. 10.000 i trykkeudgifter, og enhver der har set vort regnskab og årlige indtægter kan nok regne ud, at det var uladsiggørligt. Nye sonderinger har dog bragt denne pris så meget ned, at det på ny bliver realistisk med et blad. Det næste problem vi så skal løse er redaktørstolen eller en redaktionsgruppe. Under alle omstændigheder arbejder vi på sagen.
Nye medlemmer har flere gange udtrykt ønske om at får tilsendt gamle numre af Pilgrimmen. Det vil sikkert kunne lade sig gøre, men vi bliver nok nødt til at opkræve et mindre trykkebeløb, da det er relativt dyrt at få trykt enkelte eksp. Herom dog senere.
Arbejdet i foreningen med at tage telefon og besvare e-mails har i år taget mere tid end man umiddelbart havde kunnet forvente. Jeg sagde for et par generalforsamlinger siden, at medlemstallet steg eksponentielt, men at det nok stoppede. Det er ikke stoppet endnu. Sidste år var vi ca. 120 medlemmer i år er vi pt. 200. Dvs. 80 flere, men det er ikke et udtryk for det pres der har været på telefonen. I perioder kunne Vivi og jeg bruge en time hver om dagen på telefon og besvarelse af e-mails. Det har været "hårdt" i perioder, for pilgrimme ringer jo ikke i åbningstiden, men på alle tider af døgnet. Alene det at vi har solgt 200 eller flere pilgrimspas vidner om den interesse der er for Santiagovejen. Og det skal hertil bemærkes, at det er langt fra alle der er over foreningen før de tager afsted. Således mødte vi et par stykker i den forgangne uge(en af dem er her i dag), der ikke havde været forbi foreningen før de tog afsted. Al denne trafik (altså over telefonen og mailen) tager desværre tid fra andre tænkte opgaver - vi har jo trods alt også vores andet arbejde at passe - men samtidig sætter det jo også tankerne i gang hvad angår fremtidige initiativer. Derfor vil vi under Evt. tage foreningens fremtidige virke op til almen debat.
Vores hjemmeside var et af de initiativer, der blev aftalt på en generalforsamling for et par år siden. Vi må sige at den nu er på fuld styrke. Mange slår op på siden. Det kan vi se af de mails vi får - de er nemlig sendt fra hjemmesiden. Samtidig får vi stor ros for siden. Siden vedligeholdes som sagt af Steen Freudendal, som en passant bor i Avignon i Sydfrankrig, og han gør det med stor entusiasme. Det skal han have stor tak for. Siden bliver stadig udbygget. Et af de nye tiltag, og med stor succes, er det fælles forum, hvor pilgrimme kan spørge og få svar fra andre pilgrimme. Eller en mindre ting. Mange ringer og spørger til vejret. Derfor lagde Steen et link ind til en vejrside i Spanien. Et andet uhyre vigtigt område på hjemmesiden er Danmarkskortet med Jakobssteder. Kortet er lagt ind, og opdateringen af steder er langsomt begyndt. Det er et arbejde som Gunnar og Steen tage sig af. Det tegner godt. Vi kan også fra hjemmesiden se, at mange bruger den flittigt uden nogen sinde at melde sig ind i foreningen. Og det er jo i fuld forståelse med vores formålsparagraf. Så kan vi betalende medlemmer jo glæde os over, at det vi betaler foreningen går til at hjælpe andre. Men hjemmesiden erstatter dog ikke fuldt ud det hele. Der vil være meddelelser eller andet, som det enkelte medlem vil få sent pr. post - når det monne være. Meddelelser som vi mener ikke hører til på hjemmesiden, men kun for de der har betalt til foreningen.