af Henrik Tarp, Sorø
Først vil jeg byde velkommen til årets generalforsamling, hvor det er en fornøjelse at se, at så mange er mødt frem. Særlig velkommen
til de mange nye ansigter, der har fundet det umagen værd at tage den lange rejse. Mere er 40 er vi og det flot taget i betragtning
at vi medlemsmæssigt er spredt over det ganske land.
Dagens program er: Generalforsamling selvfølgelig. Derefter har vi en videofilm fra pilgrimsvejen lavet til jubelåret 1999. Derefter alm.
hyggeligt samvær. Kl. 18.00 går vi til bords. Der er bestilt for 25-30 pers. på den lokale kinesiske. Pris kr. 98,- uden drikkevarer og så
kan man spise så meget man vil.
Men inden jeg går i gang med den egentlige beretning, vil jeg gerne have at vi mindes en af vore, i denne sammenhæng, tidligste
pilgrimme, Leif Martin Selch. Som I har kunnet læse døde han den 12 september d.å.
Leif var på sin første pilgrimsvandring i 1994 og blev så optaget af pilgrimsvejen, ideen og ikke mindst det religiøse aspekt, stærkt troende
katolik som han var, at han var på vandring mod Jakobs grav alle efterfølgende år. Leif var en speciel person. Stille, indelukket og meget
tænksom, men samtidig når man havde lært ham at kende yderst venlig og hensynsfuld og ikke mindst meget omhyggelig og pligtopfyldende.
Han blev så optaget af pilgrimsvandringen og de mennesker han mødte undervejs, at det for ham var et must sætte sig ind i det spanske
sprog, så han kunne kommunikere med befolkningen. Han tog udvidet HF-eksamen i spansk og gik indtil sin død på højere niveau på
Handelshøjskolen. Jeg havde den fornøjelse både at vandre kortere strækninger med samt at vandre hele vejen fra Roncesvalles, og
to gange passede vi sammen refugiet i Azofra. Sidste gang denne sommer. Ved den lejlighed talte han allerede om at forberede næste
års vandring som skulle gå fra Roncesvalles endnu engang. Pilgrimsvejen blev hans liv, kan jeg vist roligt sige, de sidste små ti år af hans
liv. Han havde fortjent flere år, men sådan skulle det desværre ikke blive. Sidste år ved generalforsamlingen accepterede han at blive
arkivar i foreningen, et arbejde som han selvfølgelig også opfyldte med stor pligt. Lad os her mindes en god kammerat og en trofast pilgrim.
Selve pilgrimsforeningen er stadig inde i en, kunne man sige rivende udvikling. Medlemstallet steg næsten 100% sidste år, og bestyrelsen
troede faktisk, at det var et engangsfænomen, men det er fortsat, så vi i dag kan mønstre mere end 100 medlemmer. Det, taget i betragtning,
at vi for 3 år siden var 10. Det har betydet, at vi i bestyrelsen har talt om at lægge arbejdsgangen om, fordi der efterhånden er så mange
henvendelser af den ene eller anden slags, at vi i perioder havde brug for et kontor og en sekretær. Nå det går endnu uden. Her må vi sige
at vore hjemmeside har været til stor hjælp. Mange ringer for at få forklaring på hele vejen fra Pyrænerne og ud, og det ville jo tage adskillige
timer at klarlægge, og så kan vi bare henvise til hjemmeside og de links vi har liggende der. Her har vores Web-master Steen Freudendahl udført
et stor og godt arbejde. Vi har fået mange roser for hjemmesiden. Jeg kan her sige, at hjemmesiden vil blive udbygget endnu mere, så den
forhåbentlig ender som en virkelig god database, kunne man sige, for de der vil vandre ad Jakobsvejen.
Vores blad til medlemmerne er vores andet kommunikationsmiddel, internt kunne man sige. Det er et stort arbejde at lave, men også en stor
fornøjelse. Vores redaktør Gunnar udfører her et prisværdigt arbejde, som vi alle sætter stor pris på. Stoffet omkring pilgrimsvejen er mangfoldigt,
og bliver ikke mindre jo flere medlemmer vi får, for Gunnar får tilsendt artikler og andet, hvilket vi sætter stor pris på, og I skal endelig ikke holde
jer tilbage, jo mere stof desto bedre. Så meget har vi fået, at der er blevet plads til nu to numre om året, og vi har talt om at lave temanumre,
så også her sker der en udvikling. Næste skridt - vi har talt om - er at få udgivet bladet i en mere trykmæssig professionel udgave med farvebilleder.
Det vil koste noget mere, og vil selvfølgelig ikke ske før vi har nøjagtige kalkulationer på udgifterne. Også udsendelsen med posten har vi talt om.
Her er en del penge at spare, ved at få det sendt uden at lægge det i konvolut og sætte mere end 6 kr. på i porto, men få det sendt med
jeres navn og adresse trykt på bagsiden, som man ser det med mange andre tidskrifter. Alt dette er undervejelse netop fordi foreningen har
fået så mange medlemmer og fordi der også er penge at spare. Men endnu engang vil vi opfordre jer til at indsende artikler. Det er ikke sikkert
I komme på med det samme, men så måske i næste nummer eller et temanummer.
Vores i gåseøjne refugium i Azofra lever i bedste velgående, og jeg skal i det følgende give jer rapport om glæder og genvordigheder nede i
dette hjørne af Rioja.
Refugiet er i år blevet passet i juli og halvdelen af august måned af: Gerd Vendelbo, Astrid Clausen, Gunnar og Annebeth og senere
undertegnede og nu afdøde Leif Selch. Vi blev igen afløst af Willam Artenved.
De foregående år har hospitalero'erne altid boet i "paradoren" - det gamle rådhus, men fra i år tog alt en anden drejning. Skjulte dagsordner
eksisterer tilsyneladende også i de fjerneste afkroge af Spanien.
En privatist har slået sig ned i Azofra med sit eget refugium, som han skal leve af vel og mærke. Denne person er, kunne man nok sige,
af en sammensat støbning - han holder ikke længe i byen, siger de stedlige, men foreløbig er han der stadig.
Da jeg dukkede op var paradoren lukket med en tung jernkæde, og dermed havde Leif og jeg ikke noget sted at sove. Det var jo ikke til at
leve med, så jeg satte næsten himmel og jord i bevægelse for at få fat på borgmesteren og få åbnet paradoren, så Leif og jeg kunne få tag
over hovedet. Borgmesteren var selvfølgelig på bar, så vi fandt ham. Det viste sig at være en noget studs og landlig afstumpet type, som
ikke ville hilse eller tale direkte til en. Alligevel lykkedes det at få åbnet så Leif og jeg fik tag over hovedet, men med den klausul at vi ikke
ville lukke pilgrimme ind. Borgmesteren påstod at han havde fået en klage over stedet fra en fransk pilgrim. Og da han ikke ville sætte byen i
dårligt lys havde han lukket paradoren. Det er uden tvivl løgn. Sagen er mere denne. Paradoren brugtes når strømmen af pilgrimme var så stor,
at de ikke kunne være i refugiet. Disse pilgrimme var jo potentielle kunder i det private refugium, og det har Roland, som han hedder, beklaget
sig over til borgmesteren, og jo gjort ham klart, at han, altså Roland, er skatteborger etc. og borgmesteren har set sig nødsaget til at lukke
paradoren.
Under alle omstændigheder har bestyrelsen talt om at disse forhold og for dem der vil hjælpe er de uholdbare. Diskussionen er derfor gået på,
at foreningen simpelthen lejer en lejlighed eller et hus i den periode, hvor vi passer refugiet, for at give jer der vil hjælpe ordentlige forhold..
Dette vil selvfølgelig blive meddelt i bladet til januar - og så skal I ikke holde jer tilbage. Det er en fantastisk oplevelse.
Astrid havde penge med fra bestyrelse til nye madrasser. Men de fandt bedre anvendelse til et nyt køleskab, fordi det gamle, holdt op med
at fungere.
Bestyrelsen foreslog sidste år en tur til Vadstena. Vi fik turen op og stå, men selv syntes jeg det var for dyrt. Trods flere tilbud fra busselskaber
lå de på samme pris, så med 20-25 deltager ville det alligevel koste for meget syntes jeg. Alligevel annonceredes turen, men kun 15 meldte sig
så vi blev nødt til at aflyse.
For det kommende år har vi mere overkommelige projekter på bedding. En endagstur i det sydsjællandske med godsejer Holstein som guide.
Vi skal se på de sjællandske middelalderlige militærveje, som også skulle være blevet brugt af pilgrimme. Holstein har beskæftiget sig med dette
emne hele sit liv og er meget vidende. Program vil være at finde i næste nummer af Pilgrimmen eller på vores hjemmeside. Sognepræst og
medlem Annette Foged Schultz har en tur i det fynske. Der kan komme andet op, som vi i øjeblikket ikke ved noget om, det vil blive lagt ud
på vores hjemmeside, som I derfor gerne må besøge en gang imellem.
Af andre tiltag som har været diskuteret på bestyrelsemøderne er udfærdigelsen af foreningens eget pilgrimspas. Et pilgrimspas specielt for
danske pilgrimme. Diskussionen går stadig på udformningen og omkostningerne ved at trykke et sådant. Passet vi får leveret fra Santiago
er godt og billigt, og foreningen tjener gode penge ved at sælge dette pas, men vi synes det kunne være spændende at vi havde vores eget.
Emblemet, som I alle har fået tilsendt, er et andet tiltag. Det tager sig godt ud på rygsækken skulle jeg sige. Ekstra emblemer kan købes for
30 kr.
Til slut vil jeg gerne takke bestyrelsen for godt samarbejde i årets forløb.
Og til sidst. Det er ny lykkedes at finde et forlag der vil udgive den første pilgrimsguide på dansk. Den skulle gerne være på markedet næste år.