Foreningen af Danske Santiagopilgrimme

Tanker om pilgrimsbevægelsen i de Nordiske lande.

Af Bent Jul.

Forfatteren har på det sidste gjort sig tanker om den hastigt voksende pilgrimsbevægelse. Hvor skal den føre hen? Hvordan skal den udformes? Hvor er faldgruberne? Der findes tilsyneladende kun få aktører med gedigne pilgrimserfaringer. Et besøg i Norge til pilgrimsdagene ved indvielsen af pilgrimsvejen til Nidaros viser tydeligt, at den norske stat og de store friluftsorganisationer tenderer til at gøre pilgrimsvejen til turisme. I Sverige er det anderledes, her har kirken taget føringen. Det er heller ikke godt, for det bliver lidt for pænt og kraftløst - fromt måske. Inspirationsdagene "Spiritualitet og kristentro" i Viborg viser et tydeligt behov for at finde en dansk form. Forfatteren håber, at man i Danmark kan finde en bedre balance mellem de forskellige aktører på området. Der er derfor lagt op til at udbygge samarbejdet i Danmark. Der er indledt et samarbejde mellem de Nordiske lande med henblik på at forbinde vejene fra Nidaros og Vadstena med vejene til Santiago. Her er tankerne nedfældet efter intense dage sammen med pilgrimme i Norge.

Hærvejen udbygges og forlænges

Pilgrimmens redaktør fremviser
foreningens blad for Norske
Olauspilgrimme i Oslo middelalderby.
De har 643 km til Nidaros i
Trondheim.

Jeg var så heldig, at jeg for mit arbejde skulle til en kongres i Oslo sidst i juni. Den lå tidsmæssigt, så jeg kunne tilbringe en weekend sammen med gode pilgrimme i Norge.

Faktisk var jeg blevet inviteret af Eiler Prytz, som i Norge arbejder for Norsk Kulturarv med dokumentation og information om Olavsvejene til Nidaros i Trondheim. Han er medlem af Danske Santiagopilgrimme og har gennem sin familie et godt kendskab til danske forhold. Ud over at have vandret på Camino de Santiago og ad Via Francigena har han også vandret Hærvejen. Når jeg fik kontakt med ham, skyldes det først og fremmest, at Danske Santiagopilgrimme og Norsk Kulturarv (og også Pilegrimsfellesskapet St. Jakob) er interesseret i at binde Olavsvejen til Nidaros sammen med Jakobsvejene til Santiago de Compostela. Dvs. at vi skal have beskrevet pilgrimsvejene fra Trondheim i nord gennem Sverige og Danmark til Santiago de Compostela i syd.

Sammen med Eiler Prytz har vi haft kontakt til amter i Jylland, som ser positivt på at lave nogle forbedringer af informationsmaterialet om Hærvejen ("Danmarks pilgrimsvej nr. 1") samt at få beskrevet en vej mellem Viborg og Frederikshavn. Eiler Prytz har gjort et stort dokumentarisk arbejde, som vi skal arbejde videre med.

Pilegrimsfellesskapet St. Jakob

Min lørdag var afsat til et møde med Eivind Luthen, der som bekendt er en norsk ildsjæl, der i mange år har arbejdet indenfor rammerne af Pilegrimsfellesskapet St. Jakob, bl.a. som redaktør af Nordens bedste pilgrimsblad. Han har været involveret i alle forhold vedrørende vandringer til Nidaros og Santiago. I 2003 holdt han foredrag på generalforsamlingen i vores forening.

Jeg havde ikke nogen præcis aftale med ham, men gik ned til Pilegrimskontoret i Kirkegade, som han driver alene og uden væsentlige bidrag. Det var lørdag formiddag. Da jeg forgæves havde ringet på, gik jeg ud på gaden, hvor jeg til min overraskelse opdagede, at han sad på en fortovscafe sammen med en nyligt ankommen pilgrim fra London på vej fra Kristianssand til Nidaros. Det siger sig selv, det blev hyggeligt.

Som pilgrimme måtte Eivind og jeg vandre. Derfor tog vi Karl Johan op og ned 10 gange, inden vi skiltes. Her endevendte vi situationen i Danmark. Forholdene i vores foreninger blev belyst og aktiviteterne omkring Viborg Pilgrimscentrum og Roskilde Pilgrimsforening blev beskrevet. Vi er begge meget interesseret i at man nationalt har et godt samarbejde.

I Norge har der været konkurrence og disrespekt mellem de forskellige aktører. Det skal vi undgå i Danmark.

Samarbejde i Danmark

Jeg kunne fortælle, at vi i Danmark netop havde aftalt at holde et møde med bestyrelsesmedlemmer fra: Viborg Pilgrimscentrum, Roskilde Pilgrimsforening, Foreningen af Danske Santiagopilgrimme og eventuelt Foreningen Fyns Pilgrimsvandring. Vi vil se på en model for, hvordan foreningerne dels kan samarbejde om de ting, der er fælles, dels kan støtte hinanden, hvor de er forskellige.

Alle disse foreninger har en fælles sag med at udbrede det glade budskab (og dermed livet med kristendommen) gennem pilgrimsvandring. Men det dur ikke, hvis vi i så bitte et land som Danmark og med så få ressourcer, vil dække alle pilgrimsaspekter i alle foreninger. Sagt på moderne dansk: Vi bør ikke producere de samme ydelser og dermed yde den samme service i alle pilgrimsforeninger. Her må vi frem til en arbejdsdeling. Desto klarere denne arbejdsdeling bliver, desto bedre for den fælles sag.

Jeg tror på, at vi i foreningerne kunne lære hinandens egenart bedre at kende, og dermed yde mere til den hurtigt voksende pilgrimsrørelse. Og alt dette uden at træde hinanden over tæerne, uden spild af de begrænsede midler.

En uhellig alliance mellem kirke og stat

I Norge har man ikke et Pilgrimscentrum som i Vadstena i Sverige. Man har en pilgrimspræst i Nidaros. Der er i den seneste tid opstået flere små pilgrimsforeninger eller pilgrimslav i Norge. Det er folkelige foreninger med interesser for den lokale historie, kultur og kirke. De gamle veje i det Norske kulturlandskab, spiller en stor rolle for disse nye foreningers arbejde.

Pilgrimspræsten Rolf Synnes overrækker
en vandrestav til miljøvernsministeren
ved indvielsen af Olausvejen på
pilgrimsdagene i Oslo 2005.

Den dominerende spiller i Norge er imidlertid staten, som har overdraget rollen med at udbygge vejene til Nidaros til Norsk Kulturarv. Der er tale om kraftigt statsstyrede aktiviteter udført af myndigheder med pengekassen i orden.

Min invitation fra Eiler Prytz gjaldt specielt Pilgrimsdagene i Oslo i forbindelse med indvielsen af "Pilegrimsvegene - Norges turvej nr. 1", som vejen mellem Oslo og Trondheim er døbt. Dagene startede med en messe i Kampen Kirke ledet at Rolf Synnes, som til daglig er pilgrimspræst i Nidaros. Herefter gik vi til Oslo Ladegård, som er en repræsentativ bygning ved ruinerne af den gamle middelalderby. Vi blev modtaget med smukke middelalder lieder og salmer.

Indvielsen blev foretaget af miljøvernsminister Kurt Arild Hareide. Desuden var der taler ved en række store friluftsorganisationer, Norsk Kulturarv og mange andre prominente folk. Rolf Synnes fik en svær opgave med at markere kirkens tilstedeværelse.

For mig var det uhyggeligt at høre, at der kun blev talt om turisme, natur, historie og kultur samt frisk luft. Ingen af talerne lod sig mærke med, at de vidste noget om at være pilgrim, end sige søgende. Det gjorde mig ondt at mærke, at hverken Eivind Luthen eller Eivind Strømman fra Pilegrimsfellesskapet, blev nævnt med et ord. Det er jo dem, som har drevet pilgrimsbevægelsen frem i Norge. Praktisk taget alle der har vandret den lange vej fra Oslo til Nidaros har profiteret af Pilegrimsfellesskapets kontor og hjemmeside.

Jeg må dog indrømme, at jeg også var imponeret over nordmændene. En minister og flere foreninger med over ½ mil. medlemmer var engageret! Jeg har svært ved at forestille mig en tilsvarende dansk minister bruge ord som "pilgrim". Men: Den norske stat har tilsyneladende med arme og ben tyvstjålet modebegrebet "pilgrim". De gør det for at give næring til statslig styring og turisme. Man kan vel kalde det for en uhellig alliance mellem stat og kirke. Der bliver ikke plads til ånd efter de mange taler at dømme.

Nordisk Samarbejde

Efter det officielle arrangement, var vi en større flok, der drøftede samarbejde mellem de nordiske pilgrimsforeninger.

Vi var naturligvis hurtigt enige om at fremme samarbejdet med tyskerne og svenskerne om det "baltiske" initiativ, der går ud på at forbinde pilgrimsvejen til Santiago med vejen til Nidaros og Vadstena. Eivind Luthen havde været til et møde i Rostock, mens vi fra dansk side desværre måtte sende afbud. Vi vil dog alle deltage i det videre arbejde. Vi har jo også nogle danske pilgrimsmål, der skal ind i den plan.

Der blev generel enighed om, at man i en moderne pilgrimsbevægelse har behov for brede alliancer mellem pilgrimsforeningerne og kirke, stat, kulturaktører og friluftsorganisationer. Der skal indgås balancerede kompromisser. Sådan er demokratisk politik.

Det står klart for mig, at vi i Danmark ikke skal arbejde for at få det som i Norge. Det er naturligt og nødvendigt at samarbejde med stat, turisme og friluftsorganisationer. Men som pilgrim er det vores nationale opgave at fremme pilgrimslivet med information, herunder om pilgrimsmål og pilgrimsveje.

Vi drøftede også den svenske model baseret på kraftig indsats fra kirkeligt hold. Det ønsker nordmændene heller ikke. I Sverige oprettes stillinger, ansættes pilgrimspræster, arrangeres lette vandring med bibelmotiver og pilgrimsmotiver. Der arbejdes med synlig bøn.

Den svenske form er måske bedre end den norske. For mig ser den dog for trang ud. Erfarne pilgrimme synes ikke at være tiltrukket af aktiviteterne hos de svenske pilgrimspræster. Efter min smag bliver det let for pusse-nusset, meget artigt, i bedste fald fromt. Faldgruben er, at det bliver en karrierevej for præster. Pilgrimsvandringen bliver ikke et grundlæggende møde med Gud - eller med det åndelige, om du vil se det på den måde.

Vi må alle huske på, at pilgrimslivet er en rite til fordybelse. Præsterne skal huske på, at de ikke er præster, når de er på pilgrimsvandring. Som pilgrimme er vi lige, vi er fremmede med samme længsel. Vi er mennesker på vejen. Præster har arketypisk en helt anden opgave end den man i moderne tid prøver at brokke ind i de svenske præstestillinger. Den enkelte må selv sørge for at komme hjemmefra for at søge det hellige.

Pilgrimsvandring skal baseres på en indre længsel og kraft. Information og veje skal være beskrevne; men det må ikke blive for let, for så ender pilgrimmene som turister på udflugt.

Og alligevel er det smukt og godt i Norge

Søndag aften spiste jeg middag med pilgrimspræsten, Rolf Synnes og Eivind Luthen.

Det blev en meget inspirerende middag. Rolf gør det en præst skal: Han passer kirken og sørger for at pilgrimmene bliver ordentligt mødt, når de kommer frem. Når han hører, at pilgrimme er på vej, går han dem bogstaveligt talt i møde. Han følges med dem ned til Domkirken.

Olausvejene i Norge og Birgittaveje i Sverige skal forbindes
med Jakobsvej. Det er en opgave for pilgrimsforeningerne i
Nordeuropa.

At arrangere møder for de kirkesøgende, er netop præsternes opgave. De kan, som Rolf gøre det med et personligt møde eller de kan tilrettelægge pilgrimsmesser og andre ritualer i kirken. Alle Santiagopilgrimme kender betydningen af at føle sig velkommen i den katedral, man har vandret så hårdt for at komme frem til. Det er ved målet, at det indre mirakel gerne må ske. Imødekommenhed og ritualer ved ankomsten hjælper pilgrimmen til den nødvendige modtagelighed.

Da Rolf har indre erfaring fra pilgrimsvandringer, har han de bedste forudsætninger for at forstå den spiritualitet, som gør sig gældende hos den søgende. Fra gammel tid er det præsternes opgave at passe templet og betjene de søgende. Sådan som jeg ser det, er det stadig præsternes hovedopgave i et moderne samfund. Folk skal nok selv - med lidt hjælp fra pilgrimslav - finde ud at gå der hen, hvor der er noget at komme efter.

Ensomheden

Det var let for mig at fornemme den ensomhed, det er at være pilgrimspræst i et land, hvor de vigtigste samarbejdspartnere kun tænker på kultur, historie og turisme. Jeg mærkede den også hos flere af de andre erfarne pilgrimme.

Jeg fortalte, at det for mig ser ud til, at ægte pilgrimme ikke kan undgå ensomhed. Ethvert gudsmøde vil tendere til at presse en ud i eksistentielle beslutninger. I sådanne er man altid alene. Sværest er det dog, hvis man ikke kan finde andre med samme erfaringer at udveksle med. Her har vi gudskelov pilgrimsforeningerne. Gid, at vi i Norden finder en form og et samarbejde, der fornyet kan kanalisere gudslængslen ind i frugtbare baner.